Konkurrencekriterier

Hvem kan vinde?

Kriterierne for at komme i betragtning til priserne er simple:

Virksomheden skal arbejde fra en lokation i Danmark og have aflagt rapport for sine ESG-indsatser mindst én gang indenfor de seneste to år.

Virksomheder fra alle dele af erhvervslivet kan deltage i konkurrencen om en eller flere priser. Virksomheder kommer i betragtning ved at udfylde og indsende nomineringsformularen og uploade evt. vigtige bilag. Efter modtagelse evalueres de enkelte indstillinger af prisorganisationens nomineringsgruppe, bestående af medarbejdere fra FINANS og KPMG, hvorefter tre kandidater i hver kategori går videre til finalen. Hvor de virksomheder, der lader sig indstille, er revisionskunder for KPMG, står FINANS alene for evalueringen.

Alle finalister vurderes af de uafhængige tredjepartsjuryer for henholdsvis FINANS IMPACT-priserne og KPMG’s IMPACT pris.

Det lægger juryen vægt på

FINANS og KPMG ønsker at hylde de modigste og mest nytænkende frontløbere i dansk erhvervsliv, der inspirerer omgivelserne til at gøre en ekstra indsats for at hæve barren for ESG-arbejdet. Juryen vil derfor ved udvælgelse af vinderne i særlig grad lægge vægt på projekter, der giver et positivt svar på flere af eller samtlige disse seks kriterier:

IMPACT
I hvilket omfang har virksomhedens arbejde med ESG resulteret i konkrete og målbare resultater?

SKALA
I hvilket omfang kan de anvendte metoder skaleres til det omgivende erhvervsliv eller samfund med henblik på at forøge effekten af ESG-arbejdet?

GENNEMSIGTIGHED
I hvilket omfang kan indsatsen kommunikeres enkelt og forståeligt til inspiration for eksterne interessenter?

STRATEGI
I hvilket omfang er ESG-indsatsen en integreret del af virksomhedens forretningsstrategi.

INNOVATION
I hvilket omfang er virksomhedens ESG-indsats funderet i kreativ nytænkning af processer, politikker eller teknologi?

DRISTIGHED
I hvilket omfang har virksomheden være villig til at påtage sig en risiko for at forøge afkastet af den pågældende ESG-indsats?

FINANS IMPACT er mere end en anerkendelse af ambitioner. Prisen er en anerkendelse af virksomheder, der gør en konkret forskel og giver fremsynede virksomheder en oplagt mulighed for at sprede budskabet i såvel pressen som det omgivende samfund om de resultater, de opnår ved at arbejde målrettet og kompetent med ESG i praksis.

Deadline

Årets IMPACT Awardshow er afholdt og der er pt. lukket for indsendelse af nomineringer.